Arkivfoto
Pilotstrejken har indtil videre kostet SAS op mod 900 millioner kroner.
Det anslår luftfartsselskabet, oplyser det i en pressemeddelelse torsdag.
Det svarer til et tab på omkring 90 millioner kroner om dagen. Piloterne indledte strejken for ti dage siden – den 4. juli.
Det stemmer overens med de estimater, som analytikere indtil videre har regnet sig frem til.
Strejken har desuden forårsaget mere end 2550 aflysninger af flyvninger. Det har ramt mere end 270.000 passagerer indtil videre.
Torsdag morgen har parterne igen fundet vej til forhandlingslokalerne i Stockholm, hvor der skal arbejdes på at finde en løsning.
Onsdag forhandlede de i mere end ti timer.
Formanden for det norske pilotforbund, Roger Klokset, afviste ifølge det norske medie VG onsdag aften at sige noget om, hvorvidt der fortsat var langt mellem parterne, eller om hvor længe forhandlingerne kommer til at fortsætte.
Torsdag morgen siger han dog til VG, at parterne potentielt kan finde en løsning i løbet af dagen.
– Det kan ende med en løsning, men det behøver det ikke, sagde han, inden han strøg ind for at genoptage forhandlingerne.
Den norske mægler i konflikten, Mats Ruland, siger, at han forventer, at parterne vil være løsningsorienterede torsdag.
– Det er ekstremt vigtigt at finde en løsning nu. Det er en virksomhed, der er i en meget krævende økonomisk situation, og der er en gruppe medarbejdere, der har været i konflikt i længere tid, og mange er afskediget, siger han ifølge NTB.
– Ikke mindst er der mange titusinder, der er ramt af denne konflikt.
En del af baggrunden for konflikten mellem SAS og piloterne er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne.
Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.
Piloterne er nu blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.
Efter at have forhandlet i månedsvis lykkedes det ikke SAS og piloterne at blive enige om en ny aftale før deadline for pilotstrejken, der var sat til 4. juli. Derfor gik strejken i gang.
/ritzau/