30-årig mand ramt af skud tæt ved politigården i Næstved


Gerningsstedet i Næstved

En 30-årig mand er natten til fredag blevet ramt af skud ved en episode i Næstved, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Klokken 0.32 får vi en melding om en skudepisode i Næstved, hvor en mand er blevet ramt af skud.

- Han er efterfølgende blevet fløjet til Rigshospitalets Traumecenter med en helikopter. Den seneste melding går på, at han er uden for livsfare, siger vicepolitiinspektør Peter Haslund.

Hændelsen skete på Parkvej ikke langt fra politigården i Næstved. Derfor nåede politiet hurtigt frem til stedet.

Politiet ønsker ikke at fortælle, om der er anholdt nogen i forbindelse med skyderiet - eller om der er blevet skudt flere gange.

Naboer fortæller til eb.dk, at de hørte flere skud, som de i første omgang troede, var fyrværkeri.

Et større område var natten til fredag afspærret i området, mens politiets teknikere foretog tekniske undersøgelser.

Politiet forventer at komme med flere oplysninger i sagen i løbet af fredagen.

/ritzau/