Det er ikke kun danske kampfly, der skal sendes i krig mod Islamisk Stat (IS). Den ekstremistiske bevægelses finanser skal også skydes i sænk, og det skal ske med en dansker helt i front.
Danmark er blevet såkaldt medleder af den internationale koalitions arbejdsgruppe i Libanon. Her arbejder man for at bremse pengestrømmen til IS, så gruppen for eksempel ikke længere har råd til at betale fremmedkrigere for at kæmpe.
Den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), glæder sig over Danmarks fremtrædende rolle.
– Rigtig mange fokuserer kampen mod Isil på den militære del. Den er også vigtig, men det er lige så vigtigt, at man også får stoppet tilgangen af foreign fighters, penge og deres propaganda. Derfor er det skønt, at Danmark har fået en central rolle i en af de vigtige grene, siger han og bruger et andet navn for IS.
Gruppen vil fremover blive ledet af Jens Madsen, tidligere PET-chef og forhenværende chef for Bagmandspolitiet. Han skal med danske erfaringer og viden styrke indsatsen ved blandt andet at “skabe instrumenter, it-systemer og uddanne personer.”
– En af grundene til, at Isil voksede sig så stærk og har været en meget stærk terrororganisation, er, at den har været en af de mest velfinansierede terrorbevægelser, vi har set indtil nu, siger Kristian Jensen.
– Det er utroligt vigtigt at stoppe pengestrømmene, så de ikke har mulighed for at betale krigere, købe våben eller andet på det illegale marked. Ved at få stoppet deres oliesalg har vi rettet ét hårdt slag mod Isils økonomi, og kan vi også få stoppet de ulovlige pengeoverførsler, har vi virkelig lagt løkken om halsen på Isil, siger han.
Målet er at stoppe tilstrømningen af penge, men et mere konkret mål er der endnu ikke blevet sat.
/ritzau/