Forbipasserende finder død mand i Dyrehaven


En 51-årig mand blev tirsdag eftermiddag fundet død i Dyrehaven nord for København. Det var en forbipasserende, som fandt den døde kort efter klokken 15.30 og alarmerede politiet.

Det fortæller vagtchef Søren Bjørnestad ved Nordsjællands Politi tidligt onsdag morgen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

– Manden er identificeret, og de pårørende er underrettet.

– Det er det eneste, vi vil oplyse, indtil vi har undersøgt nærmere, hvad det drejer sig om, siger vagtchefen.

Politiet efterforsker sagen som et mistænkeligt dødsfald. Det er kutyme i sådanne sager, når det ikke umiddelbart kan udelukkes, at der ligger en forbrydelse bag.

– Det vil være forkert at efterforske det på en anden måde. Det er den eneste måde, man efterforsker på, når der er tale om dødfundne, siger Søren Bjørnestad.

Han tilføjer, at politiet er færdige med de tekniske undersøgelser på stedet, og at man nu afventer et ligsyn, som skal fastslå dødsårsagen.

Ifølge vagtchefen har politiet flere oplysninger om sagen i løbet af onsdag.

/ritzau/