Arkivfoto
En drengestreg med et æble kan komme til at koste en 16-årig dyrt. Drengen er nu sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare.
Mandag formiddag kastede han ifølge politiet et æble fra en gangbro og ramte en lastbil på Herningmotorvejen i Midtjylland.
Det fik lastbilchaufføren til at holde ind i nødsporet, hvor en gruppe unge hjalp ham med et signalement af gerningsmanden. Det førte kort tid efter til anholdelse af drengen.
I en afhøring hos politiet erkendte teenageren efterfølgende, at det var hans intention at ramme lastbilen med æblet.
– Det kan lyde uskyldigt at kaste et æble mod en lastbil. Sagen er bare den, at lastbilchaufføren ikke ved, hvad det er, der bliver kastet mod ham, siger politiinspektør Ole Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
– Han kunne derfor være blevet fristet til at lave en undvigemanøvre med en yderst farlig situation på motorvejen til følge. I værste fald kunne biler støde sammen og menneskeliv komme i fare, påpeger Ole Henriksen.
I starten af september anholdt Nordjyllands Politi to 17-årige drenge for at kaste æbler mod en ambulance, der kom kørende med udrykning på Humlebakken i Aalborg.
I ambulancen lå en person med hjertestop, og ambulancen fortsatte derfor mod sygehuset, hvor det blev konstateret, at køretøjet havde fået en bule i taget.
/ritzau/