Tyve sprænger pengeautomat i luften i Hvide Sande


Ukendte gerningsmænd har kort efter klokken 2.30 natten til tirsdag sprængt en pengeautomat i luften i Hvide Sande. Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Lars Even.

– Vi er ikke helt klar over, hvordan de har sprængt den i luften. Men boksen er sprængt i stykker og har revet sig fri fra væggen og forårsaget forholdsvis store skader på murstensvæggen, siger han.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Vidner har set tre personer ved automaten omkring gerningstidspunktet. Politiet mener, at gerningsmændene er stukket af i to mørke biler – formentlig af mærket Audi.

– Der var flere beboere, som blev vækket af det brag, eksplosionen gav, og så mændene køre væk derfra i nordlig retning, siger Lars Even.

Det er ifølge politiet fortsat uvist, hvor mange penge tyvene slap af sted med.

Pengeautomaten ligger i forbindelse med en Spar-købmand på Parallelvej 68 i Hvide Sande.

/ritzau/