16-årig pige fængsles i næsten ni måneder for bombeplaner


Politi og bomberyddere i Kundby i januar 2016


I otte måneder har en kun 16-årig pige siddet varetægtsfængslet for forsøg på terror mod to skoler, mens Midt- og Vestsjællands Politi har efterforsket sagen.

Den unge pige kommer nu til at være varetægtsfængslet endnu længere, beslutter Retten i Holbæk mandag.

Like localeyes.dk på Facebook

På trods af sin unge alder bliver hun fængslet frem til 12. oktober.

– Vi har forhandlet, og vi har forhandlet i lyset af de skærpede regler i retsplejeloven. Sigtede bliver fortsat varetægtsfængslet, siger dommer Anette Rahr Codam.

Kun når der er såkaldt særlige omstændigheder, kan en ung under 18 år være frihedsberøvet i mere end otte måneder, hedder det i loven.

Den 16-årige pige er sigtet for at planlægge angreb på den jødiske skole Carolineskolen i København og på Sydskolen i Fårevejle med hjemmelavede bomber.

Den unge pige er konverteret til islam og blev anholdt 13. januar, hvor politiet gennemførte en større politiaktion på familiens adresse ved Kundby nær Holbæk.

En 24-årig mand, der er sigtet for medvirken til terrorplanerne, sidder også varetægtsfængslet frem til 12. oktober.

/ritzau/