Anklager anker frifindelse af politimand i sag om bøder


Anklagemyndigheden er ikke tilfreds med, at en politimand er frifundet for at have stjålet en stribe bøder, som udenlandske bilister betalte.

Statsadvokaten i København har besluttet at anke den dom, som Retten i Roskilde afsagde 31. august, til Østre Landsret.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Vi vil gerne have landsretten til at vurdere beviserne i sagen, men mere vil jeg ikke sige på nuværende tidspunkt, siger vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich.

I tiltalen hævdes det, at politimanden har begået underslæb og misbrugt sin magt.

Han skal have neglet bøder fra bilister fra Bulgarien, Italien, Polen og Tyskland, påstås det.

Bilisterne blev standset på Køge Bugt Motorvejen. I alt 13.000 kroner røg i hans egen og ikke i politistationens kasse, mener anklagemyndigheden.

Men som nævnt blev han frifundet af byretten.

Begrundelsen er, at det ikke kan udelukkes, at pengene er forsvundet på anden vis – eller at politimanden uden vilje til at berige sig har håndteret pengene på en måde, så de ikke nåede frem til politistationen i Roskilde.

Den konklusion bygger blandt andet på oplysninger om, hvordan politikredsen i andre tilfælde har behandlet kontante bødebeløb.

Han blev også frifundet for grov pligtforsømmelse. Denne del af tiltalen skyldes, at to andre bilister slap for bøder, selv om de egentlig havde fortjent dem.

I byretten har den tiltalte beskrevet sig selv som en arbejdsnarkoman. Han har holdt meget af sit job, og der er orden i hans private økonomi.

– Jeg blev anholdt foran mine kolleger, og hele min verden brød sammen, har han fortalt.

Det vides endnu ikke, hvornår landsretten skal vurdere sagen.

/ritzau/