Hashpåvirket mand taget uden kørekort og med stjålet speedbåd


En 27-årig mand blev natten til torsdag anholdt og indkasserede samtidig adskillige sigtelser.

Torsdag klokken 1.20 fik politiet en anmeldelse fra en trafikant på Sydmotorvejen om, at der kørte en bil med en uindregistreret påhængsvogn med en stor speedbåd på.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Vidnet gelejdede politiet til rastepladsen ved Tappernøje, hvor bilen var kørt ind.

Her fandt politiet frem til vogntoget, og der var ganske rigtigt ingen nummerplade på påhængsvognen.

Føreren af bilen var en 27-årig mand fra Horbelev, og der var yderligere to mænd med i bilen, en 20-årig mand også fra Horbelev, og en 21-årig mand fra Toreby.

Den 27-årige, chaufføren havde ikke noget kørekort, og han virkede påvirket af hash.

Derudover viste det sig, at speedbåden var stjålet tidligere på natten i Ishøj, og de tre mænd blev derfor anholdt og sigtet for tyveri af båden.

Den 27-årige blev også sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for kørsel uden førerret.

Dernæst fandt betjentene en lille klump hash på den 21-årige, så han blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

De blev alle tre taget med til politistationen i Næstved til afhøring.