Arkivfoto
Mens politikere, meningsdannere og andre deltagere ved Folkemødet i Allinge for de flestes vedkommende tilbragte en hyggelig aften i festligt lag, blev der ifølge politiet begået en alvorlig forbrydelse i byen.
I Havnegade i Allinge blev en 17-årig pige voldtaget.
Søndag morgen klokken 08.25 er en formodet gerningsmand blevet anholdt på Sjælland.
Det var Københavns Vestegns Politi, som foretog anholdelsen.
– Der er foretaget anholdelse af en formodet gerningsmand, som vi nu skal have afhørt. Efter planen skal han fremstilles i grundlovsforhør mandag morgen, fortæller politikommissær Niels Gert Dehlendorff fra Bornholms Politi.
Dehlendorff kan søndag eftermiddag ikke svare på, hvorvidt manden, som er i 20’erne, og den 17-årige pige har været til Folkemødet. Men det er sandsynligt.
– Det er ifølge anmeldelsen sket i folkemødeområdet, lyder det fra politikommissæren.
Den mistænkte er sigtet efter straffelovens voldtægtsbestemmelse. Ifølge Niels Gert Dehlendorff drejer sigtelsen sig om fuldbyrdet voldtægt.
Bornholms Politi udsendte søndag formiddag en pressemeddelelse om sagen. I den oplyste vicepolitiinspektør Henrik Schou, at gerningstidspunktet var omkring klokken 22 fredag aften.
Voldtægten blev anmeldt lørdag klokken 10.45.
– Vi har taget hånd om pigen, og vi er i fuld gang med efterforskningen. Af hensyn til det arbejde har jeg ikke yderligere oplysninger om sagen i øjeblikket, siger Henrik Schou i pressemeddelelsen.
Til Ritzau oplyser Henrik Schou, at mandagens retsmøde vil blive afholdt klokken 08 ved Retten på Bornholm.
En sigtet må ifølge Grundloven højst tilbageholdes i 24 timer, inden en dommer skal tage stilling til, om frihedsberøvelsen kan udstrækkes i form af enten varetægtsfængsling eller en opretholdelse af anholdelsen.
En anholdelse kan udstrækkes i op til tre døgn. I tilfælde af varetægtsfængsling kan der sættes en frist på op til fire uger. Når fristen udløber skal retten godkende en eventuel forlængelse af den.
Da den sigtede mand endnu ikke er blevet afhørt, kan Bornholms Politi ikke oplyse, hvorledes han forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/