Betjente presset til at opgive politiforretning – nu øges indsatsen


To biler blev også brændt af ved Nørregade i Haderslev i weekenden. Om det er forbundet med det andet vides endnu ikke.


En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi måtte i weekenden opgive at forkynde en indkaldelse for person, da en større gruppe af unge pludselig begyndte at blande sig i en ellers fredelig politiforretning.

To biler blev også brændt af i Haderslev i weekenden, men om episoden kan knyttes til de samme personer vides endnu ikke.

– Politiet kan komme i situationer, hvor det ud fra en konkret vurdering vil være ude af proportioner at gribe til anvendelse af magtmidler. Det var tilfældet i Haderslev i weekenden, men det er jo ikke ensbetydende, at politiet ikke kan arbejde eller færdes frit i Haderslev, siger politiinspektør Tage Jehn.

Politiinspektør Tage Jehn understreger også, at der ikke er en bandekonflikt på trapperne i Haderslev.


Brandbil ved de brændende biler i Haderslev.

Det er politiets opfattelse, at der er en gruppe utilpassede unge mennesker i Haderslev, der har et stort behov for at markere sig og for at blive bemærkede. Det giver sig bl.a. udslag i uro i nattelivet, hvor der hen over weekenden blev kastet kanonslag.

Om afbrændingen af to biler også i weekenden kan knyttes til en eller flere personer fra denne gruppe er alt for tidligt at sige noget om. Det må politiets efterforskning af hændelsen søge at afklare.

– Syd- og Sønderjyllands Politi har fokus på gruppen, og borgere i Haderslev vil derfor også allerede fra i dag kunne se mere politi i bybilledet. Politiet vil med andre ord være endnu mere synlige i byen i den kommende tid – og der vil konsekvent blive grebet ind mod lovovertrrædelser, siger politiinspektør Tage Jehn.