Do svidaniya: Russiske dollarmillionærer klar til masseflugt


    Arkivfoto


    15.000 dollarmillionærer forventes at have forladt Rusland, når 2022 er ovre.

    Det skriver den britiske avis The Guardian på baggrund af migrationsdata fra konsulentfirmaet Henley & Partners.

    Det svarer til, at 15 procent af de russere, der har en likvid formue på mere end en million dollar, vil forlade landet i 2022.

    – Rusland bløder millionærer, siger Andrew Amoils, der er forskningsleder ved World Wealth, der har forsynet Henley & Partners med data.

    – Velhavende individer har emigreret fra Rusland i et stigende antal hvert år i det seneste årti.

    Andrew Amoils kalder de mange velhavende, der forlader Rusland, et tidligt tegn på landets problemer.

    Historisk set har lande, der har haft omfattende sammenbrud, inden da oplevet, at mange velhavende personer har forladt landet, forklarer forskningslederen til The Guardian.

    Henley & Partners er et konsulentfirma, der skaber kontakt mellem meget rige og lande, der sælger dem statsborgerskab.

    /ritzau/