Arkivfoto
På en parkeringsplads ved et supermarked i Odder blev der ikke kun båret dagligvarer ud i bilerne.
Stedet blev også brugt til lyssky leverancer af hård narko.
Mandag har Retten i Randers idømt en 42-årig mand fem år et halvt års fængsel for hans rolle i handlen med de ulovlige stoffer. Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Manden er dømt for at have leveret seks kilo amfetamin og 100 gram kokain til to medgerningsmænd i 2020.
Den 42-årige gav stofferne videre til medgerningsmændene på parkeringspladsen ved et Lidl-supermarked i Odder.
Rasmus Gyldenløve Jensen, der er specialanklager i NSK, glæder sig over både efterforskningsarbejde og dommen.
– Der ligger et virkeligt godt stykke efterforskningsarbejde bag denne sag. Jeg er derfor også tilfreds med, at retten i dag har idømt den 42-årige en lang fængselsstraf for at bestille og koordinere overdragelsen af blandt andet en stor mængde amfetamin, siger han i pressemeddelelsen.
I sidste uge blev en 28-årig mand ligeledes dømt for overdragelse af fem kilo amfetamin i samme sag.
Den 42-årige modtog dommen.
/ritzau/