Kvinde ryger ud af strandbuggy og kommer alvorligt til skade


    En 32-årig kvinde kom alvorligt til skade, da hun fredag aften faldt ud af en såkaldt strandbuggy på en landevej i Vrå i Nordjylland.

    Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen natten til lørdag.

    En strandbuggy er en mindre, åben bil med brede dæk designet til at køre på strande og i klitter.

    – Kvinden faldt ud af bilen, mens den var i fart og formentlig i høj hastighed, siger vagtchef Jesper Sørensen.

    Kvinden var passager i bilen, som blev ført af en 50-årig mand.

    Han er anholdt på mistanke om spirituskørsel og er i politiets varetægt.

    – Vi afventer en juridisk vurdering lørdag, siger vagtchefen.

    Han ved ikke, hvilken relation den 32-årige kvinde og den anholdte mand har til hinanden. De er begge fra lokalområdet.

    Jesper Sørensen vil ikke udelukke, at der kan blive rejst flere sigtelser mod den 50-årige mand.

    Det er uvist, præcis hvilke skader den 32-årige kvinde har pådraget sig.

    – Hun er kommet alvorligt til skade og er overført til Aalborg Universitetshospital, siger vagtchefen.

    Politiet fik anmeldelsen om ulykken på Kærholmvej mellem Brønderslev og Hjørring fredag klokken 19.57.

    /ritzau/