En 61-årig mand er fredag fundet død i vandet i Espergærde Havn, oplyser Nordsjællands Politi.
– Vores undersøgelser har vist, at der er tale om en ulykke. Mere kan jeg ikke sige lige nu, lyder det fra politiets vagtchef Daniel Cunneely.
Det var først på eftermiddagen fredag, at den 61-årige blev set liggende i vandet. Anmeldelsen løb ind kort efter klokken 13.
– Det var havnefogeden, som fandt ham, og som ringede efter hjælp, fortæller Daniel Cunneely.
I de efterfølgende timer arbejdede politi og redningsberedskab på stedet. Politiet oplyste kort efter klokken 16, at man havde afsluttet undersøgelserne på stedet, og at der var tale om en tragisk ulykke.
De pårørende til den afdøde mand er blevet underrettet, fortæller vagtchefen.
/ritzau/