Unge brugte voldsvideo til at røve musikanlæg fra drenge


    Arkivfoto.


    To drenge på 11 og 12 år blev ifølge Midt- og Vestsjællands Politi i weekenden af to ældre drenge tvunget til at udlevere et musikanlæg i Store Heddinge.

    Mandag er de mistænkte blevet varetægtsfængslet.

    Det drejer sig om to teenagere på 15 og 17 år, som en dommer ved Retten i Roskilde efter et grundlovsforhør mandag valgte at varetægtsfængsle for røveri, oplyser vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

    – Vi modtog en anmeldelse søndag klokken 14.34 om, at to drenge på 11-12 år ved Stevnshallen, sad og hørte noget musik, da der kom to ældre drenge hen til dem, fortæller vagtchefen.

    De ældre drenge havde en mobiltelefon med, og på den var en video, som de viste til drengene med musikanlægget. Videoen viste nogle drenge, som blev udsat for vold.

    – Gerningsmændene lod drengene forstå, at det ville ske for dem, hvis ikke de udleverede musikanlægget, fortæller Boye Rasmussen.

    Det lykkedes imidlertid for politiet at finde frem til to mistænkte, og mandag valgte anklagemyndigheden, at fremstille dem i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling, hvilket retten altså efterkom.

    /ritzau/