En mand er blevet varetægtsfængslet efter vanvidskørsel, men politiet mangler den bilist, han vær tæt på at hamre ind i.
Bilist, politiet gerne vil i kontakt, var tæt på at blive påkørt på parkeringspladsen ved Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg mandag eftermiddag.
Det skete i forbindelse med at politiet klokken 16:12 eftersatte en sort Ford Mondeo, der kørte hasarderet i området sygehuset.
Undervejs kørte bilen ind på sygehusets parkeringsplads, ad Gormsgade i retning mod Haraldsgade.
På parkeringspladsen måtte føreren af et køretøj bremse meget hårdt op for at undgå et sammenstød med den sorte Ford Mondeo, der kørte igennem med meget høj hastighed.
Føreren af den sorte Ford Mondeo, en 26-årig mand fra Esbjerg, blev anholdt på Birkedals Allé kort efter.
Han blev ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg onsdag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for blandt andet fareforvoldelse og narkokørsel.
Politiet har allerede afhørt en række vidner i forbindelse med sagen, men vil meget gerne i kontakt med føreren af det køretøj, der var ved at blive påkørt på parkeringspladsen ved Sydvestjysk Sygehus.
Politiet har desværre ikke nogen beskrivelse af hverken føreren eller af køretøjet. Den eneste oplysning, vi har, er, at vedkommende var ved at parkere i en bås, da hændelsen fandt sted.