Sad i bil: Knaldet med store mængder kokain, skunk og hash


Arkivfoto.

Tre mænd er onsdag blevet anholdt med store mængder kokain, skunk og hash.

Nogle af stofferne blev fundet i forbindelse med en ransagning af en bil, som de tre mænd opholdt sig i.

Det skete på Grøndalsvej i Vejle omkring kl. 12.00 onsdag.

De tre mænd på 22 år, 25 år og 28 år er alle fra Vejle-området.

Flere stoffer blev fundet i forbindelse med en efterfølgende ransagning af en bolig i Vejle, som de to mænd på 25 år og 28 år har tilknytning til.

Sydøstjyllands Politi er af den opfattelse, at stofferne blev opbevaret med henblik på videresalg.

De bliver alle fremstillet torsdag i grundlovsforhør ved retten i Kolding sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.

Politiet fandt omkring 48 gram kokain og ca. 980 gram hash i bilen.

De to mænd på 25 år og 28 år fremstilles og sigtes yderligere for besiddelse af omkring 67 gram kokain, ca. 900 gram skunk og ca. 403 gram hash.

Sydøstjyllands Politi anmoder om lukkede døre ved grundlovsforhøret.