Arkivfoto.
En mandlig bilist påkørte fredag en kvinde to gange kort efter hinanden.
Den første påkørsel skete på Køgevej i Roskilde.
Her overså den mandlige bilist, at kvinden var standset i krydset ved Østre Ringvej.
Han ramte hende med lav hastighed.
De forsøgte at ordne det i mindelighed, men det lykkedes tydeligvis ikke.
Den skadevoldende part, en 44-årig mand fra Kirke-Hyllinge blev så ophidset, at han nu indledte en jagt på modparten, en 32-årig kvinde fra Gadstrup.
Han forfulgte hende til Darupvej frem til en parkeringslomme, hvor kvinden standsede.
Kort efter kom den 44-årige og ville parkere, så videre kørsel ikke kunne ske, men ramte herunder igen modpartens bil.
Politiet kunne i forbindelse med afhøringen konstatere, at den 44-årige ikke havde generhvervet sit kørekort og i øvrigt påvirket af spiritus, så han fik i forbindelse med en sigtelse for spirituskørsel udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Blodprøven vil også blive undersøgt for eventuel påvirkning af euforiserende stoffer under kørslen.
Den 44-årige kan således forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.