Arkivfoto
En indbrudstyv havde i weekenden en af de arbejdsdage, hvor han nok efterfølgende tænkte, at han burde være blevet hjemme.
Det skete natten til søndag, hvor to personer alarmerede politiet.
De var i et kælderlokale, hvor der tidligere var begået indbrud. Nu mente de, at den var gal igen.
Politiet rykkede ud til området med flere køretøjer.
Tæt på indgangen til kælderen fik betjente kontakt til en 48-årig mand fra Holbæk.
Han var udstyret med en rygsæk med diverse indbrudsværktøj.
Den 48-årige blev straks anholdt som mistænkt for forsøg på indbrud i kælderlokalet.
Politiet sendte også betjente til hans hjem. Han har ophold hos en 54-årig kvinde i Holbæk.
Politiet ransagede derfor hendes hjem.
Ved ransagningen fandt politiet dels en masse tyvekoster.
Dertil fandt de et femcifret kontantbeløb, en peberspray og cirka 500 gram hvidligt pulver.
Det viste sig efterfølgende at være amfetamin.
Fundet af amfetaminen gjorde at også den 54-årige kvinde blev anholdt.
Hun er nu sammen med indbrudstyven mistænkt for i fællesskab at have været i besiddelse af amfetaminen.
Begge blev fremstillet i et grundlovsforhør søndag, hvor en dommer besluttede, at de skulle varetægtsfængsles frem til den 16. juni 2022.
Politiet vil i den kommende tid prøve at identificere ejerne af de mange tyvekoster, så de kan blive returneret til de rette ejere.