Ung ukrainer klemt ihjel i arbejdsulykke på Esbjerg Havn


Arkivfoto


En 23-årig ukrainsk mand har mistet livet i en arbejdsulykke mandag formiddag på et skib på havnen i Esbjerg.

Det oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær fra Syd- og Sønderjyllands Politi til avisen JydskeVestkysten.

Nicolaj Hølmkjær bekræfter over for Ritzau hændelsen.

Han forklarer, at Arbejdstilsynet og Søfartstilsynet skal undersøge nærmere, hvordan arbejdsulykken kunne gå til. Det er rutine, at Arbejdstilsynet bliver tilkaldt, når der er tale om en arbejdsulykke.

Hølmkjær forklarer, at uheldet skete under losning af skibet.

– Det er noget tungt materiel, som er ved at blive losset, da han kommer i klemme, siger han.

Vagtchefen oplyser desuden, at den unge ukrainers pårørende skulle være blevet underrettet.

Manden arbejdede på skibet, men har adresse i Ukraine, hvorfor politiet skal kontakte den ukrainske ambassade i Danmark, der formidler budskabet til mandens pårørende.

/ritzau/