Arkivfoto
Den bredt omtalte mangemilliardær Elon Musk er kommet i modvind på grund af et forlig, som hans rumfartsselskab, SpaceX, indgik i 2018.
Sagen er blevet gravet frem af det amerikanske finansmedie Business Insider og omhandler et tilfælde af sexchikane på et af SpaceX’ privatfly i 2016.
Her fik mangemilliardæren på en af sine rejser en massage af en af flyets freelancestewardesser.
Og langt hen ad vejen gik det fint, har den pågældende kvinde forklaret i en udtalelse, som fremgår af sagsakterne, som Business Insider har fået i hænde.
Den nedre halvdel af Musks krop var dækket af et håndklæde.
Men på et tidspunkt, var det tydeligt, at den amerikanske rigmand ville have mere end bare en massage, forklarer kvinden.
For under massagen blottede han angiveligt sine kønsdele og begyndte at røre ved stewardessen. Ifølge en anonym veninde, som fik hele historien af den pågældende kvinde og efterfølgende har talt med Business Insider, var Musks penis erigeret.
Rigmanden skulle sågar have tilbudt stewardessen at købe en hest til hende, hvis hun var frisk på at “gøre mere” end bare massere ham.
Kvinden afslog og fortsatte massagen.
Veninden, som Business Insider har talt med, fortæller, at stewardessen var tydeligt oprørt efter hændelsen.
– Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre, siger veninden.
– Før hændelsen så hun op til Hr. Musk. Men efter at han blottede sig og rørte ved hende uden samtykke og tilbød penge for sex, var hun fuld af angst.
Veninden fortæller, at kvinden regnede med at kunne vende tilbage til arbejdet som normalt efter hændelsen på flyet.
– Men hun begyndte at fornemme, at hun oplevede en eller anden form for gengældelse, hvor hun ikke fik lige så mange vagter, og hun begyndte at blive meget stresset, siger veninden.
I stewardessens forklaring fra sagsakterne fremgår det også, at hun følte, at “hun blev presset ud og straffet for at nægte at prostituere sig selv”.
Kvinden indgik forlig med SpaceX i sagen i 2018. I forliget skulle SpaceX have betalt 250.000 dollar til kvinden. Det svarer til 1,76 millioner kroner.
Elon Musk afviser anklagerne og kalder historien fra Business Insider for politisk motiveret.
/ritzau/