Tilfældige såret under knivstikkeri i Norge – mand pågrebet


    Arkivfoto

    Flere tilfældige personer er fredag formiddag blevet stukket med kniv i Numedal i Norge.

    Mindst tre er såret, og en meldes alvorligt såret. Det oplyser Sør-Øst politidistrikt på Twitter.

    Politiet oplyser, at den formodede gerningsmand er pågrebet. Det fremgår ikke, hvem gerningsmanden skulle være, eller hvad motivet til angrebene var.

    Mens episoden udspillede sig, blev det betegnet som “igangværende livstruende vold”.

    Knivstikkeriet fandt sted i Numedal, som ligger små 90 kilometer vest for den norske hovedstad, Oslo.

    To anonyme vidner siger til norsk TV 2, at hændelserne fandt sted ved en butik tæt på en kirke.

    Flere ambulancer var hurtigt fremme på stedet.

    Kai Redalen, en brandchef i området, siger til TV 2, at meldingen om knivstikkeriet kom klokken 08.58, og at den formodede gerningsmand blev pågrebet cirka 10-15 minutter senere.

    /ritzau/