Politiet har skudt den mistænkte i Christiania-sagen


Læserfoto: Viser angiveligt øjeblikket, hvor gerningsmanden fra Christiania bliver anholdt.


Den mistænkte i sagen om skyderiet på Christiania er blevet anholdt i Kastrup torsdag morgen.

Han er blevet skudt under anholdelsen og er i kritisk tilstand, oplyser politiet ved 8.30-tiden.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Desuden har politiet foretaget yderligere to anholdelser under nattens efterforskning, erfarer Ritzau.

Anholdelsen er sket klokken 6.45 efter en intens menneskejagt natten igennem ovenpå episoden i Christiania. Her trak en mand et skydevåben og sårede to betjente og en udenlandsk civil borger.

Den ene politimand er ramt i hovedet.

I forbindelse med eftersøgningen har store politistyrker lagt et massivt tryk på området ved Christiania.

Også den særlige indsatsstyrke under Politiets Efterretningstjeneste, Aktionsstyrken, er sat ind i arbejdet.

Tidligt torsdag morgen udsendte politiet et foto af den efterlyste.

Den anholdte er 25 år. Han blev lokaliseret på en adresse i Kastrup, og Aktionsstyrken omringede ejendommen, lyder det i en pressemeddelelse.

Manden forsøgte at flygte, og en betjent råbte ham an.

Den mistænkte var bevæbnet, og derefter afgav politiet skud og ramte manden.

I en pressemeddelelse oplyser politiet umiddelbart ikke noget om antallet af skud.

En kvinde fra området i Kastrup fortæller ekstrabladet.dk, at hun hørte tre skud blive afgivet.

Kirsten Bjødstrup sad og spiste morgenmad med sit barnebarn, da hun pludselig hørte bragene i Vinkelhusene i Kastrup.

Udenfor hendes vindue lå den sårede mand.

– Der var blod over det hele, og han var helt bleg i hovedet, siger kvinden til ekstrabladet.dk.

/ritzau/