Foto: Politiet
Københavns Politi efterlyser den 28-årige Jim Tolborg, der også er kendt som ’Jumbo’, for drabsforsøg begået den 6. maj 2022.
Om morgenen den 6. maj 2022 blev en 33-årig mand stukket flere gange med kniv i Bådehavnsgade i Københavns Sydhavn.
Han blev hurtigt bragt på hospitalet og overlevede knivstikkeriet.
Siden har Københavns Politi haft en omfattende efterforskning for at finde frem til den formodede gerningsmand, 28-årige Jim Tolborg, der også går under navnet ’Jumbo’.
”Vi har forgæves forsøgt at få Jim Tolborg til at melde sig selv. Det har han desværre ikke ønsket, og derfor beder vi offentligheden om hjælp. Det er en yderst alvorlig sag, der kunne have kostet en 33-årig mand livet. Så ved du, hvor Jim Tolborg befinder sig, appellerer vi på det kraftigste til, at du ringer 1-1-4 med det samme,” siger politikommissær Kenneth Jensen fra Afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi.
Jim Tolborg er 28 år gammel, almindelig af bygning og 202 cm. høj. Han er lys i huden og har tatoveringer på begge arme.
Hvis man træffer Jim Tolborg eller ved, hvor han befinder sig, bør man kontakte politiet på 1-1-4.