53-årig mand stukket ned i Svendborg


En 53-årig mand er mandag blevet stukket i maven med en kniv i Wiggers Park i Svendborg.

– Han er blevet behandlet på sygehuset i Svendborg og er uden for livsfare, fortæller vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi.

Knivstikkeriet fandt sted mandag eftermiddag, og politiet anholdt efterfølgende tre personer.

– Den ene er dog løsladt igen, og vi er i gang med at afhøre de to andre for at finde ud af, hvad der er foregået, siger vagtchefen.

Han kan midt på aftenen mandag ikke sige noget nærmere om et muligt motiv, men afviser, at der skulle være tale om en banderelateret forbrydelse.

/ritzau/