En dommer ved Retten i Lyngby har givet politiet tre døgn til at udbygge mistanken om, at en 24-årig mand søndag eftermiddag voldtog en 15-årig pige i Farum.
– Episoden fandt sted omkring klokken 15.30 søndag eftermiddag. Vi får klokken 17 en anmeldelse fra forurettede. Hun har været udsat for en fuldbyrdet voldtægt efter egne oplysninger, fortalte vagtchef Peter Olesen tidligere mandag.
Like localeyes.dk på FacebookDe to personer kender hinanden, og derfor var de i hinandens selskab.
Når man bliver anholdt og sigtet for en forbrydelse, skal man ifølge grundloven stilles for en dommer senest 24 timer efter anholdelsen.
Dommeren skal så vurdere, om mistanken om, at man har begået den forbrydelse, man er sigtet for, er stærk nok til, at man kan varetægtsfængsles. Er den ikke det, så skal man løslades.
Men dommeren kan også vælge at opretholde anholdelsen i tre døgn for at give politiet mere tid til at underbygge mistanken. Og det var, hvad dommeren i Lyngby mandag eftermiddag besluttede at gøre i voldtægtssagen.
– Tiden skal blandt andet bruges til at samle teleoplysninger og afhøre den forurettede igen, siger senioranklager ved Nordsjællands Politi Michael Qvist.
Teleoplysninger kan blandt andet fortælle noget om, hvor en mobiltelefon har befundet sig på et givet tidspunkt.
Den 24-årige nægter, at han skulle have voldtaget pigen.
Han er i forvejen godt kendt af politi og retsvæsen.
I 2012 blev han idømt ni måneders fængsel for at have krænket 23 piger.
Det skete over internettet ved såkaldt grooming, hvor voksne i chatroom på nettet kommer i kontakt med børn, som de udvikler et tillidsforhold til med henblik på at udnytte dem seksuelt.
Han mødte aldrig sine ofre fysisk, men bad dem tage tøjet af og udføre seksuelle handlinger foran computerens webcam. Hvis de ikke ville udføre de seksuelle handlinger, blev de truet med, at nøgenbillederne af dem ville blive lagt på nettet.
Et år senere blev han dømt to og et halvt års fængsel for blufærdighedskrænkelse og ulovlig tvang i yderligere 86 tilfælde.
/ritzau/