Systemerne bag Mobilepay-appen driller, og ved 10.30-tiden er det igen ikke muligt at gennemføre betalinger.
Nedbruddet er det andet i løbet af mandagen. Det første af slagsen blev registreret i morges, og ved 10-tiden lød meldingen, at problemet var løst.
Det var det tilsyneladende ikke, for kort efter var den gal igen.
– Vi troede, at vi havde lokaliseret og afhjulpet fejlen, men det var åbenbart ikke tilfældet.
– Der er tilsyneladende problemer med den funktion, der skal fordele belastningen ud på systemet, og det kæmper vi med at få løst, siger presseansvarlig Peter Kjærgaard Nielsen.
Tidligere på dagen fik man følgende besked, når man forsøgte at logge sig på Mobilepay-appen:
– Der kan i øjeblikket være problemer med at logge på Mobilepay. Vi arbejder på at løse problemet hurtigst muligt.
Nu fortæller appen så, at det slet ikke er muligt at logge på, og dermed er der tilsyneladende helt lukket af for systemet.
Mobilepay blev lanceret i Danmark i maj 2013 som en gratis mobilløsning til overførsel af penge, og siden er også Finland og Norge koblet på.
Mere end tre millioner danskere har indtil videre downloadet appen til deres mobiltelefon, og heraf er 70 procent kunder i andre pengeinstitutter end Danske Bank.
Hver dag er appen i brug op mod 750.000 gange, og der overføres i snit hvert minut 83.152 kroner – når systemet ellers virker, som det skal.
/ritzau/