Arkivfoto.
Lørdag skabte en mand fra Ringsted stor virak for handlede, restauranter, politi, skadestue og flere andre.
Det startede om morgenen i et supermarked.
Her bad personalet politiet om at bortvise en forvirret og måske uligevægtig mand.
Han var uønsket i supermarkedet, men han ville ikke forlade butikken trods personalets opfordring herom.
Politiet kom frem, og en 62-årig mand fra Ringsted var så opfarende, at han blev frihedsberøvet, da politiet vurderede, at han ikke ville være i stand til at færdes og tage vare på sig selv uden at være til ulempe for andre.
Den 62-årige blev medtaget til politistationen i Roskilde, hvor en læge vurderede, at den 62-årige skulle på skadestuen til behandling for en skade på en arm.
Politiet bragte derfor den 62-årige til skadestuen.
Det gik dog heller ikke, for senere ønskede personalet på skadestuen nemlig hjælp fra politiet.
Den 62-årige nægtede at lade sig overflytte til et andet sygehus, som var klar til at behandle hans skade.
Personalet ønskede derfor hjælp til at få manden væk fra sygehuset, hvorfor politiet nu valgte at køre manden til Roskilde togstation, så han kunne tage toget retur til Ringsted.
Men manden var langt fra færdig med at skabe ravage i Roskilde, og kort før klokken 21 var den gal igen.
Nu fik politiet en henvendelse fra personalet på en restaurant på Vindeboder i Roskilde.
En mand chikanerede og forstyrrede de øvrige gæster.
Uden varsel satte han sig ved deres borde, og han nægtede at forlade stedet trods personalets opfordringer herom.
Politiet rykkede ud til restauranten og kunne hurtigt konstatere, at den 62-årige Ringsted-mand var på færde igen.
Han ville nu gerne indlægges på et hospital, men den lægefaglige vurdering var, at han fortsat havde behov for behandling af skaden på sin arm.
Der blev derfor tilkaldt en ambulance, der bragte ham til skadestuen i Holbæk.
Til trods for denne indsats, ønskede manden tilsyneladende ikke at blive behandlet.
Han skabte så meget uro på skadestuen, at politiet igen måtte rykke ud.
De bortviste manden, men han vendte kort efter tilbage, så politiet vurderede, at han skulle frihedsberøves for at få skabt ro i området.
Efter nogle timer i politiets varetægt på politistationen i Roskilde blev den 62-årige løsladt.
Han er ikke blevet sigtet for noget i anledning af sin adfærd både i Roskilde og i Holbæk i løbet af aftenen og først på natten.