Skæv bilist: Råbte af politiet og blev taget med bilen fuld af våben og narko


Arkivfoto


Han var både påvirket og havde narko og våben i bilen. Alligevel råbte han af en modkørende patrulje og gassede op i friskt tempo.

Episoden skete natten til lørdag på Køgevej i Roskilde.

Her holdt en hundepatrulje i et vejkryds.

En modkørende bilist holdt stille ud for hundepatruljen. Pludselig råbte han noget ud af vinduet og gassede op, før han kørte fra stedet i friskt tempo.

Hundepatruljen tændte for blinket og vendte rundt efter den opmærksomhedskrævende bilist.

I krydset Køgevej/Roskildevænget foretog bilisten en u-vending overfor rødt lys og kørte tilbage i samme retning han kom fra.

Han fortsatte overfor rødt lys i krydset ved Søndre Ringvej, hvor han svingede til venstre.

Da bilisten nåede Ringstedvej kørte han mod nord ad Ringstedgade, hvor patruljen stoppede og anholdt en 37-årig mand fra Kirke-Hyllinge, som kørte bil i narkopåvirket tilstand.

Han blev sigtet for narkokørsel, for ikke at stoppe for politiet, og for at køre over for rødt lys.

Den anholdte mand blev visiteret og bilen blev ransaget, hvor betjentene gjorde et bemærkelsesværdigt fund.

I bilen lå et luftgevær, en luftpistol, en økse, en ulovlig kniv, to løsskudpatroner og 9,12 gram amfetamin, 4,66 gram ketamin og en lille klump hash.

Han blev sigtet for at overtræde våbenloven og lov om euforiserende stoffer.

Luftgevær og luftpistolen kunne han lovligt besidde. De øvrige våben og stofferne blev beslaglagt til sagen.

Den 37-årige havde et femcifret kontantbeløb på sig, og da han skyldte penge til det offentlige, blev en stor del af pengene beslaglagt, som inddrivelse af gæld.

Den 37-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Dagen efter kl. 01.13 mødte politiet igen den 37-årige mand, som nu kørte bil i påvirket tilstand på Havnevej i Holbæk.

Han blev igen anholdt og fik udtaget en blodprøve.

Politiet fandt ikke yderligere ulovligt i den forbindelse.

Nu afventes resultatet af begge blodprøver, hvorefter den sigtede vil høre mere i sine mange sager.

Der nedlægges påstand om frakendelse af kørekortet, og den 37-årige blev vejledt om, at politiet kan beslaglægge hans bil, hvis han igen kører påvirket.