Gerningsstedet i Elverparken, november 2016.
Om aftenen den 4. november 2016 tog 32-årige Louise Borglit sin søsters hund med på en gåtur i Elverparken i Herlev. Men hun kom ikke hjem igen.
Den gravide kvinde blev i stedet fundet livløs i parken.
Fem et halvt år senere er en 28-årig mand nu blevet sigtet for at have dræbt kvinden. Det skete torsdag, og fredag formiddag bliver han stillet for en dommer ved Retten i Glostrup.
– Det har været en kompliceret og derfor meget langstrakt efterforskning, siger Peter Malmose, vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, på et kort møde med pressen fredag klokken 9 ved politigården i Albertslund.
– Jeg kan sige, at den sigtede boede på den Københavnske Vestegn på gerningstidspunktet. Vi har ikke kunnet konstatere, at han og den dræbte havde et forudgående kendskab til hinanden. De kendte ikke hinanden, siger han.
Louise Borglit var gravid i syvende måned, da hun mistede livet. Sagen har i årevis været omgærdet af mystik, men nu mener politiet altså at have fået et gennembrud og fundet en mulig gerningsmand.
Peter Malmose understreger dog, at efterforskningen ikke er slut.
– Nu fortsætter efterforskningen. Nogle søm skal slås i, siger han.
I en tidligere udtalelse sagde han, at politiet med sigtelsen håber, at det er første skridt frem mod den endelige afklaring af drabssagen.
Den 28-årige har været efterforsket af politiet i sagen i længere tid. Han er dømt for alvorlig kriminalitet og afsoner i den forbindelse en fængselsstraf.
Manden blev ifølge Ritzaus oplysninger dømt i 2019 for grov vold og for at have forsøgt at dræbe sin daværende kæreste ved at kvæle hende i 2017. Han fik otte års fængsel og blev også anholdt bag tremmer torsdag.
Han bliver fremstillet i et grundlovsforhør fredag klokken 10, oplyser anklagemyndigheden.
Den 32-årige kvinde blev stukket med kniv kort efter klokken 19.00 i Elverparken, og umiddelbart efter forbrydelsen skal et vidne have set en mand forlade parken. Det er uvist, om det er denne mand, der er blevet sigtet for drabet.
I årene efter drabet har politiet flere gange undersøgt Elverparken for spor. Blandt andet blev der i december 2018 fundet en kniv, som gav håb om, at gerningsvåbnet var fundet. Kniven kunne dog ikke knyttes til drabet.
En særlig gruppe af erfarne efterforskere fra både Københavns Vestegns Politi og andre politikredse er blevet nedsat. Også Rigspolitiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) har været involveret i efterforskningen.
Sidste år blev politiet bedt om en status i drabssagen. I et svar til Folketingets Retsudvalg lød det, at der dengang var mere end 2600 enkeltstående rapporter og filer i efterforskningen.
/ritzau/