Virkede narkopåvirket: Blev stoppet med 1,5 kg kokain


Arkivfoto


En 47-årig hollandsk mand er idømt fængsel og udvisning for indsmugling af hård narkotika.

Indsmuglingen fandt sted den 18. november 2021 ved Sæd Grænseovergang.

Her kom den 47-årige kørende i en personbil, der blev taget ud til stikprøvevis indrejsekontrol.

Det skete i første omgang, fordi betjentene mistænkte, at den 47-årige var narkopåvirket.

En efterfølgende ransagning af køretøjet førte til fundet af den hårde narkotika, 1½ kilo kokain samt 11,3 gram ecstasy.

Manden blev anholdt på stedet og har været varetægtsfængslet frem til retsmødet. Han er fortsat fængslet.

Den hollandske mand har under sagen nægtet sig skyldig og tog betænkningstid med hensyn til anke af dommen til Vestre Landsret.