Børns Vilkår kræver opgør med tavshed på Herlufsholm


    Arkivfoto


    I en dokumentar på TV 2, der sendes torsdag aften, afdækkes krænkelser, vold og mobning på kostskolen Herlufsholm.

    En række tidligere elever står i dokumentaren frem.

    Og der er tale om grove beretninger, fortæller Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

    – De er alle sammen meget bange for at stå frem, hvilket tyder på, at der er en vis “tavshedens lov”, der hersker. Og at man har en interesse i at holde sin kæft, hvis man vil kunne gennemføre sit skoleforløb.

    – Jeg synes, det er rystende, at sådan en kultur findes i dagens Danmark, siger Kjeldahl.

    I dokumentaren fortæller de tidligere elever om forskellige episoder med vold, seksuelle krænkelser og mobning.

    Blandt andet kan en tidligere elev, der i dokumentaren er anonym, berette om, at det var normal praksis, at ældre elever tæskede de yngre.

    Ledelsen på Herlufsholm har afvist at kende til den kultur, der beskrives. På sin hjemmeside hedder det dog, at en uvildig undersøgelse er sat i gang.

    Rasmus Kjeldahl mener, at der bør gås ekstremt grundigt til værks, hvis tingene skal ændres.

    – Der er noget rigtig usundt på spil, og der skal tages hårdere fat, end man hidtil har gjort.

    – Jeg tror, at man igennem en nultolerancepolitik skal gå ud og sende nogle meget, meget tydelige signaler om, hvad man forventer af eleverne på skolen, siger han.

    Prins Christian går lige nu på Herlufsholm. Hans lillesøster Isabella begynder efter planen på skolen i 9. klasse efter sommerferien.

    Ekstra Bladet fangede torsdag kronprinsparret og spurgte dem til sagen. Da Kronprins Frederik blev spurgt, om han genovervejede, om Herlufsholm var det rigtige sted for hans søn, svarede han:

    – Ikke endnu.

    /ritzau/