Kort efter dom: Bedragere plager igen ældre kvinder


    Arkivfoto

    Der er kun gået tre måneder, siden to unge mænd blev straffet for at have bedraget mange ældre kvinder over telefonen.

    Nu er de ifølge Københavns Politi i gang igen.

    De blev anholdt i en lejlighed i indre by i København onsdag. Anklageren vil torsdag kræve mændene varetægtsfængslet, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

    Den oprindelige efterforskning blev af politiet kaldt for Sweet Talk - netop fordi de ældre var blevet ført på afveje af den indsmigrende tale.

    Ofrene fik at vide, at de talte med en medarbejder i Skat. Derefter udleverede de følsomme oplysninger, som gjorde, at mændene tilegnede sig flere millioner kroner.

    /ritzau/