Gerningsstedet i Salten i Midtjylland, 14. juni 2020.
Knytnæveslag i ansigtet, slag med et bræt, kvælertag og spark med sikkerhedssko indgik som dele i den brutale vold, der 14. juni 2020 kostede 49-årige Jesper Paludan Lindgaard livet.
I sit hjem i Salten i Midtjylland blev han opsøgt af to mænd, som tævede ham til døde. Begge blev i byretten idømt seks års fængsel for vold med døden til følge.
Den ene, 49-årige Svend Erik Sauning Jørgensen, valgte at anke byretsdommen til Vestre Landsret, og her er der onsdag faldet dom. Landsretten har stadfæstet dommen fra byretten, oplyser Statsadvokaten i Viborg på Twitter.
I byretten blev René Godskesen også dømt for vold med døden til følge. Han valgte i modsætning til Svend Erik Sauning Jørgensen at acceptere byretsdommen.
Vold med døden til følge straffes væsentligt mildere end drab, selv om der i begge typer sager er tale om dødsfald som følge af en voldelig handling.
Forskellen er imidlertid, at i sager om vold med døden til følge kan dødsfaldet ikke tilregnes gerningsmanden. Det sker utilsigtet, i modsætning til en drabssag, hvor gerningsmanden i et vist omfang accepterer risikoen for at offeret vil dø, eller måske endda ligefrem ønsker offeret død.
Landsretsdommen kan ikke ankes, og sagen er dermed endeligt afgjort.
/ritzau/