En ung mandlig asylansøger fra Libyen er lørdag varetægtsfængslet, han sigtes for grov vold under et slagsmål ved et værtshus i Nykøbing Falster.
Den 18-årige asylansøger er placeret i en lejr i Næstved, men teltet er nu for en stund udskiftet med massive vægge og tremmer for vinduet.
Episoden fandt sted ved fire-tiden lørdag morgen, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
I grundlovsforhøret lørdag har den 18-årige mand nægtet sig skyldig, oplyser anklager Charlotte Skovmand.
Men dommeren mener ifølge anklageren, at mistanken er begrundet.
Med et multiværktøj, som indeholder en kniv, skal han have stukket en anden i venstre balle.
Den 18-årige er varetægtsfængslet, fordi der er grund til at tro, at han ellers ville forsvinde og ikke møde op til den eventuelt kommende sag i retten.
/ritzau/