Rasmus Paludan varsler ny demonstration i Sverige


    Arkivfoto.


    Rasmus Paludan og Stram Kurs har varslet ny demonstration i den svenske by Borås, der ligger 60 kilometer øst for Göteborg.

    Det fremgår af en ansøgning, som Paludan har indgivet til det svenske politi fredag.

    Det er ønsket, at den skal finde sted fredag den 29. april.

    Stram Kurs-lederen havde ellers oplyst tidligere på ugen, at han ville tage en pause fra sine valgmøder, efter at der i påsken var voldsomme optøjer i Sverige i kølvandet på hans demonstrationer.

    Det svenske politi har endnu ikke meddelt, om Paludan får tilladelse til at afvikle begivenheden.

    Ifølge ansøgningen vil to til fem partimedlemmer være til stede. Under den varslede demonstration ønsker Paludan at oplyse potentielle vælgere om partiets politik.

    Efter optøjerne i Sverige i påsken blev det nemlig bekræftet, at han vil stille op til det svenske valg til Riksdagen til september for Stram Kurs.

    Den islam- og indvandringskritiske politiker og partistifter indgav onsdag en ansøgning, og den skal godkendes, før det endeligt kan siges, at Paludan vil være at finde på stemmesedlen til efteråret.

    Der er dog ifølge Valmyndigheten blot tale om en formalitet.

    I forbindelse med optøjerne i påsken oplyste det svenske politi på et pressemøde, at 26 politibetjente og 14 civile personer kom til skade. Desuden blev 20 politikøretøjer beskadiget.

    Over 200 deltagere var ifølge politiet voldelige i optøjerne.

    /ritzau/