Arkivfoto
På godt to uger er tre kvinder blevet forulempet af en blotter i Mollerup Skov, som ligger mellem Risskov og Skejby nord for Aarhus.
Østjyllands Politi modtog den første anmeldelse 5. april, hvor en 41-årig kvinde om eftermiddagen mødte en ung mand, som stak hånden ned i sine bukser og begyndte at onanere, da han gik forbi hende.
Manden fulgte derpå efter kvinden, men forsvandt, da hun ringede til sin mand. En 28-årig kvinde har anmeldt en lignende episode, og nu har en tredje kvinde meldt sig på banen.
Denne gang er der tale om en 21-årig kvinde, som tirsdag kort efter klokken 14 mødte blotteren i Mollerup Skov, hvor hun var ude at gå en tur.
Manden blottede sit lem foran hende og begyndte at onanere. Derpå fulgte han efter kvinden, og han befølte hende på bagdelen, fremgår det af politiets døgnrapport.
Ifølge signalementet er der tale om en mand i 18-årsalderen. Han er dansk af udseende og cirka 180 centimeter høj. Ved episoden tirsdag var han iført sort joggingtøj.
Østjyllands Politi efterforsker sagen og har øget patruljeringen i området.
/ritzau/