To er indlagt med stiklæsioner efter slagsmål i Rødekro


    Arkivfoto


    To personer er indlagt med stiklæsioner efter et slagsmål mellem flere personer i Rødekro mandag aften.

    Det oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

    En af de tilskadekomne er i kritisk tilstand.

    Ingen personer er anholdt i forbindelse med sagen.

    – Vi er fortsat massivt til stede dernede, siger vagtchefen kort efter midnat.

    Slagsmålet fandt sted i Østergade – en hovedgade i Rødekro – der af hensyn til efterforskning er delvist afspærret.

    Politiet fik klokken cirka 22.45 en anmeldelse om, at der var “hørt en masse råben og personer fra set løbe fra stedet”.

    – Vores patruljer finder to personer, som bløder kraftigt, på stedet. Formentligt er de stukket med kniv, men det er ikke bekræftet, siger vagtchefen.

    Der er ikke dukket et eventuelt gerningsvåben op under politiets afsøgning. Derimod er der efterladt et køretøj, som muligvis har forbindelse til hændelsen.

    Det er uvist, om slagsmålet er banderelateret.

    – Men det er altid en mulighed, når der er flere personer involveret, siger vagtchefen.

    Han ønsker derfor ikke at oplyse, hvor de to tilskadekomne er blevet indlagt.

    Rødekro med omkring 6000 indbyggere ligger få kilometer fra Aabenraa.

    /ritzau/