To alvorligt tilskadekomne: Personer kastede æg og påkørte to mænd med 50 km/t


KERTEMINDE: To mænd er alvorligt tilskadekomne efter de, natten til søndag kl. 01.55, blev bevidst påkørt af en bil med ca. 50 km/t. De to er dog begge udenfor livsfare.

Efter påkørslen på Hindholmsvej blev de to kvæstede mænd behandlet på stedet af ambulancepersonale, før de med udrykning blev kørt afsted mod Odense Universitetshospital.

Det oplyser Fyns Politi.

Tre mænd, to brødre og en kammerat, bevæger sig til fods ad Hindholmsvej, da de pludselig blev målet for æg, kastet mod dem fra en forbipasserende bil.

De tre mænd får bilen løbet op, men den undkører igen fra stedet og de tre mænd opgiver jagten – kort efter kommer bilen pludselig retur og kører nu op på fortovet hvor to af de tre mænd påkøres med cirka 50 kilometer i timen.

Mændene har pådraget sig flere brækkede flere knogler ved den bevidste påkørsel, men de er begge uden for livsfare.

Bilen forsvandt efterfølgende fra stedet, og det er ukendt præcist hvor mange personer der var i bilen, ligesom der grundet mørket ikke er noget signalement af bilens fører. Bilen er dog fundet søndag formiddag, ikke langt fra gerningsstedet.

Har man set noget, der kan lede ordensmagten på sporet af føreren, kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114.