Belgiske betjente såret af mand med machete


(Modelfoto)


En mand, der råbte “Gud er Stor”, har såret to kvindelige politibetjente i den belgiske by Charleroi med en machete. Gerningsmanden blev skudt af en tredje kvindelig betjent, og han blev meldt død kort efter på hospitalet.

– Det ser ud til på ny at være et angreb, der peger på terrorisme, siger premierminister Charles Michel til tv-kanalen RTL-TVI.

Han fortæller, at det endnu ikke er lykkes at få identificeret gerningsmanden.

Den ene af betjentene meldes alvorligt såret. Hun er tilsyneladende ramt hårdt i ansigtet af macheten, skriver flere belgiske medier. Den anden betjent er lettere såret.

Angrebet fandt sted foran Charlerois politistation. Det er endnu ikke blevet oplyst, hvem manden er, eller om han har en fortid som radikal islamist. Alt tyder på, at han var alene om angrebet.

Øjenvidner siger, at han henvendte sig ved indgangen til politistationen. Han havde en sportstaske med sig, hvorfra han hev en machete frem. Da han angreb, råbte han på arabisk “Allahu akbar” (Gud er stor).

Et stort område af den belgiske by blev afspærret efter angrebet sidst på eftermiddagen lørdag.

Charleroi har tidligere været nævnt i forbindelse med militante jihadister, der var involverede i angrebene mod Paris i november 2015 og Bruxelles i marts.

Her blev byen brugt som base for nogle af de personer, der udførte angrebene, der kostede 32 personer livet i Bruxelles og 130 mennesker livet i Paris.

Belgiens premierminister Charles Michel fordømmer lørdagens angreb.

– Mine tanker er med ofrene, deres kære og politiet, vi følger situationen tæt, siger han ifølge BBC.

Belgien har været i forhøjet sikkerhedsberedskab siden angrebet i Bruxelles 22. marts, hvor der blev detoneret bomber i Bruxelles’ lufthavn og på metrostationen Maelbeek i hovedstaden.

Beredskabet har blandt andet været opretholdt som følge af den bølge af angreb, der er set i Frankrig og Tyskland i den seneste måned.

/ritzau/