Nye uhyggelige detaljer om Heinrich Himmler, leder af nazisternes sikkerhedstjeneste SS, er dukket op i dagbøger, der for nylig er fundet på et arkiv i Rusland.
SS-lederen var en af hovedpersonerne i planlægningen af Holocaust og sendte millioner af jøder i døden. Men tilsyneladende var Himmler mere interesseret i, at hvad han skulle have til frokost end sin rolle i masseudryddelserne.
Like localeyes.dk på FacebookDet fremgår af Himmlers krigsdagbøger, som den tyske tabloidavis Bild er begyndt at bringe uddrag fra ifølge BBC og The Telegraph.
Himmler noterer for eksempel ned, hvordan han en dag får morgenmad efterfulgt af en længere omgang massage, hvorefter han beordrer ti polakker henrettet.
Fra et besøg i koncentrationslejren Buchenwald noterer han: “Tog en snack på SS-kasinoets café”.
Himmler beskriver også, hvordan han giver SS instruks om at træne hunde, der kunne “flå folk fra hinanden” i Auschwitz.
Himmler var en af nazifører Adolf Hitlers betroede og havde den officielle titel “Reichsführer SS”. Da krigslykken var ved at vende for nazisterne, blev han udpeget som indenrigsminister.
Han oprettede dødspatruljer, der myrdede jøder, polakker, sovjetiske krigsfanger, romaer og andre, der ifølge rædselsregimets ideologi var “racemæssigt mindreværdige”.
Dagbøgerne dækker årene 1938, 1943 og 1944.
De er blevet opsporet af journalister fra Bild på et af det russiske forsvarsministeriums arkiver i byen Podolsk syd for Moskva.
Her havde bøgerne samlet støv, efter at de var faldet i hænderne på Ruslands Røde Hær omkring 70 år siden.
Historikere er nu ved at gennemgå dagbøgerne, som ventes at blive offentliggjort i bogform næste år.
Himmlers dagbøger for årene 1941, 1942 og 1945 har historikere haft kendskab til i flere år.
De nyopdagede dagbøger anses som et meget betydningsfuld fund på linje med dagbøgerne fra nazisternes propagandaminister, Joseph Goebbels.
Den tyske forsker Matthias Uhl siger ifølge BBC til Bild, at især den store bekymring Himmler lægger for dagen for familie, venner og SS-kollegers ve og vel, samtidig med at han omhyggeligt planlægger masseudryddelser, er slående.
Heinrich Himmler blev i slutningen af krigen taget til fange af britiske styrker og begik selvmord i maj 1945.
/ritzau/