Arkivfoto
Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er blevet frifundet for en anklage om bestikkelse. Det samme er en medtiltalt konsulent.
Det har en enig domsmandsret ved Københavns Byret afgjort tirsdag.
I vurderingen af sagen har retten særligt lagt vægt på, at man ikke har fundet beviser for, at overførsler for flere hundredtusinder af kroner var gaver eller bestikkelse.
55-årige Bettina Jensen var tiltalt for at have modtaget knap 800.000 kroner i bestikkelse, mens hun sad som afdelingschef i Rigspolitiet og blandt andet stod for konsulentkontrakter.
Pengene har hun modtaget fra konsulenten Mariann Færø, som i samme periode fik godt ti millioner kroner for sit arbejde for Rigspolitiet.
Udbetalingen af de mange penge stammer for arbejde, som Bettina Jensen har udført for konsulenten, har kvinderne hele tiden hævdet. Og retten har ikke fundet bevis for det modsatte.
Specialanklager Søren Harbo havde nedlagt påstand om to års fængsel til Bettina Jensen og ti måneder til Mariann Færø, mens begge forsvarere har argumenteret for frifindelse af de to kvinder.
– Jeg er en lille smule overrasket, siger Søren Harbo efter afgørelsen.
– Men det var nogle ret klare præmisser, som retten lægger til grund. Man siger, at arbejdet er udført, og når arbejdet er udført i det omfang og til den værdi, som de tiltalte har sagt, er der ikke tale om bestikkelse, siger han.
Det er uhyre sjældent i Danmark, at der rejses tiltaler for bestikkelse og korruption i det offentlige. Derfor har sagen været omtalt som usædvanlig.
Ved domsafsigelsen var begge kvinder mødt op i retten, hvor nervøsitet blev vendt til lettelse.
Statsadvokaten har nu to uger til at vurdere, om sagen skal ankes og dermed sendes videre til landsretten.
/ritzau/