Kærestepar overfaldt civilbetjent tæt ved Christiania


En civil politibetjent var mandag i gang med at passe sit arbejde, da en 18-årig kvinde og en 21-årig mand udsatte betjenten for både slag og spark ved metrostationen på Christianshavn i København.

Det skriver TV2.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Betjenten ville sigte manden for at overtræde loven om euforiserende stoffer, men den gik de to, der i øvrigt danner par, ikke med til, og der opstod tumult.

Flere personer omkring episoden begyndte at filme hændelsen.

Ifølge betjentens forklaring tog han fat i den 21-åriges arm, og det fik kvinden til at tænde af.

– Mens kollegaen ligger ned og forsøger at fastholde dem, bliver han sparket i hovedet af den unge kvinde.

– Flere folk omkring dem begynder at filme, og der bliver råbt en del ubehageligheder – “lortepanser” og den slags. Der er også en af dem, der filmer, som siger “Nu har vi video af den der fucking panser”, siger politikommissær Steffen Thanning Steffensen fra Københavns Politi til TV2.

– For mig at se er det fuldstændig uanstændig opførsel og mangel på respekt. Både af dem og de tilskuere, der stod og filmede og kom med tilråb, fortsætter han.

Tirsdag blev de to fremstillet i grundlovsforhør, men dommeren ville ikke følge anklagerens krav om, at de skulle varetægtsfængsles og besluttede at løslade parret.

/ritzau/