Selv om der er tale om dyre varer skal man være varsom med, hvad man som tyveknægt vælger at læsse i bagagerummet.
Det må tre litauiske tyve se i øjnene, efter at de natten til søndag blev anholdt med stjålet gps-udstyr for en halv million kroner i bagagerummet.
Udstyret blev stjålet fra otte traktorer hos Allestrup Maskinstation ved Nørager i Himmerland mellem klokken 03.15 og 03.30 natten til søndag.
– Ejeren søger på gps efter sit udstyr og ser, at det er på vej sydpå ad motorvejen, fortæller vagtchef Carsten Kjær fra Nordjyllands Politi.
Den bestjålne ringer straks til politiet.
– Vi kontakter så Sydøstjyllands Politi, der afspærrer motorvejen ved Kolding, forklarer vagtchefen.
I den første bil, som politiet stopper finder betjentene som en bonus blandt andet en stjålet cykel. I den næste bil finder betjentene så det, de egentlig er på jagt efter.
– Gemt i bagagerummet ligger alt det stjålne udstyr, som vi leder efter, fortæller Carsten Kjær.
De tre mænd i bilen bliver anholdt og kørt til Aalborg, hvor de søndag eftermiddag i et grundlovsforhør blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
/ritzau/