Tre anholdt for voldsomt knivoverfald i Frederiksværk


Voldsomt blødende og ilde tilredt henvendte en 44-årig mand sig natten til søndag til en tilfældig person i Frederiksværk.

Han var blevet stukket adskillige gange med kniv flere steder i området omkring Havnevej.

Like localeyes.dk på Facebook

– Vi får anmeldelsen efter midnat, og vi har efterfølgende anholdt tre personer, som vi mistænker for forholdet. Sagen mod dem vil blive kørt som forsøg på drab, sagde Peter Olesen, vagtchef ved Nordsjællands Politi, tidligere søndag.

Han oplyser, at offeret og de formodede gerningsmænd kender hinanden. Politiet har dog svært ved at klarlægge omstændighederne omkring episoden, da de tre anholdte ikke taler dansk.

Knivoverfaldet fandt sted i nærheden af offerets bopæl i Frederiksværk.

De tre anholdte – to mænd og en kvinde – bliver søndag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør. Her vil anklageren bede dommeren om at lukke dørene for offentligheden.

Søndag formiddag oplyser lederen af efterforskningen, Morten Riisager-Pedersen, at man endnu ikke kender motivet til det voldsomme knivstikkeri. Derudover vil han ikke fortælle nærmere om, hvad der er sket.

– Før vi ved, om der bliver lukkede døre i grundlovsforhøret, holder vi os til det, vi allerede har meldt ud, siger han.

/ritzau/