Politi i aktion på Christiania.
Det skabte stor debat, da en hjemmeside med følsomme oplysninger om flere politibetjente tidligere på måneden blev offentliggjort. På hjemmesiden blev 19 betjente udstillet – i nogle tilfælde både med fuldt navn og billede.
Siden var rettet mod politibetjente, der er en del af den såkaldte Task Force Pusherstreet, som udfører aktioner på Christiania.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreMen hvis man i dag forsøger at klikke sig ind på hjemmesiden, lyder beskeden, at siden er blevet suspenderet. Det bekræfter Københavns Politi, der dog samtidig siger, at man ikke selv står bag blokeringen af den meget omdiskuterede side.
– Der må være nogen, der har fået dårlig samvittighed, lyder meldingen fra Steffen Thaaning Steffensen, der er politikommissær hos Københavns Politi.
For omkring en uge siden skrev DR Nyheder dog også, at den islandske webudbyder Orangewebsite har besluttet at blokere siden.
I forbindelse med offentliggørelsen af siden blev en video også udgivet. Her bliver en kvindelig betjent udspurgt, mens en person filmer hende.
– Nu skal vi have kigget nærmere på materialet, og så skal vi have en snak med ham, der står bag videoen, siger Steffen Thaaning Steffensen.
Nicolai Oster, der er tidligere næstformand for Liberal Alliance Ungdom, har i et opslag på Facebook erkendt at stå bag videoen.
– Jeg indrømmer. Det er mig, der var bag kameraet i den video. Men jeg har aldrig haft til hensigt, at den skulle publiceres eller offentliggøres, skriver han.
I videoen spørger han blandt andet ind til betjentens børn.
– Det er nogle rigtig søde lyshårede børn, du har. Ved de, hvad mor render rundt og laver, spørger Nicolai Oster betjenten i videoen.
/ritzau/