Landsretten fastholder løsladelse af drabssigtet i Mia-sag


    Torsdag var Dronninglund Storskov totalt afspærret.

    Vestre Landsret fastholder byrettens afgørelse om at løslade den ene af de to 36-årige mænd, der er sigtet for drab i sagen om den savnede Mia Skadhauge Stevn.

    Det oplyser landsretten på sin hjemmeside tidligt fredag eftermiddag.

    Manden blev sammen med en anden 36-årig mand fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg torsdag.

    Her besluttede dommeren, at den ene skulle fængsles i foreløbig fire uger – sigtet for drab på den 22-årige kvinde.

    Den anden blev løsladt. Politiet har dog fastholdt sigtelsen om drab.

    Anklageren i sagen, Mette Bendix, kærede beslutningen om løsladelse til Vestre Landsret, som altså nu har fastholdt byrettens afgørelse.

    Sagen om den savnede Mia Skadhauge Stevn efterforskes i øjeblikket intensivt af politiet.

    Efterforskningen tager blandt andet afsæt i et skovområde ved Dronninglund Storskov, hvor man torsdag eftermiddag fandt flere ligdele fra et menneske.

    På et pressemøde torsdag aften kunne Nordjyllands Politi fortælle, at man havde gjort flere fund, og at man formoder, at der er tale om den 22-årige kvinde.

    Hun blev sidst set på videoovervågning, da hun steg ind i en mørk bil søndag morgen klokken 06.09 på Vesterbro i Aalborg.

    Den mørke bil har politikredsen efterlyst flere gange. Det skete igen fredag formiddag.

    På overvågningen kan man se, at Mia Skadhauge Stevn stiger ind i en bil, som politiet formoder er en sort Golf 2.0 TDI fra 2015.

    Fredag formiddag har man efterlyst vidner på ny, der kan have set denne bil i Hammer Bakker i tidsrummet fra cirka 06.30 til 07.30 søndag morgen.

    Man skal blandt andet hæfte sig ved nummerpladen på bilen, der er en såkaldt papagøjeplade. Navnet henviser til nummerplader, der er både hvide og gule.

    /ritzau/