Forstærkning til Nyborg Fængsel efter skyderi


Fængselsbetjentene i Nyborg Fængsel får nu en længe tiltrængt forstærkning. Betjente fra Jylland og Fyn er beordret til Fyn, skriver bladet Fængselsfunktionæren fredag.

14 stillinger i fængslet skal midlertidigt besættes af kolleger fra Midt- og Nordjylland samt Københavnsområdet, oplyser bladet.

Manøvren skyldes personalemangel i fængslet, hvor en ansat for nylig blev skudt af ukendte gerningsmænd, da han mødte på arbejde.

I Nyborg ser tillidsrepræsentant Brian Kristensen frem til aflastningen.

– Jeg forstår ikke, at der ikke er reageret længe før på den fuldstændig håbløse personalesituation i Nyborg. Vi mangler 21 kolleger og har gjort det længe, siger han ifølge Fængselsfunktionæren.

Det fynske fængsel plages af, at der sker en “konstant opnormering af særligt negative indsatte,” tilføjer Brian Kristensen.

Det var sent på aftenen 12. juli, at en 35-årig fængselsfunktionær blev overfaldet, da han skulle på arbejde.

Han var ved at parkere sin cykel, da han blev angrebet af to mænd iført hættetrøjer Først blev han kommanderet ned at ligge, og derefter blev han skudt to gange i benet.

I Fyns Politi siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fredag til Ritzau, at der ikke er nyt om efterforskningen. Ingen er blevet sigtet.

Blandt andre medlemmer af banden Loyal to Familia og af rockergruppen Bandidos er placeret i Nyborg Fængsel.

For nylig blev en ledende figur fra den førstnævnte gruppe flyttet fra Nyborg, har ekstrabladet.dk tidligere oplyst.

I øvrigt har Nyborg Fængsel for nogen tid siden hyret det private sikkerhedsfirma Certa til at rådgive om, hvordan de ansatte kan sikres i fritiden. Det skriver fyens.dk fredag.

Certa er stiftet af blandt andre Jakob Scharf, som tidligere har været chef i Politiets Efterretningstjeneste.

/ritzau/