En ung kvinde er tidligt torsdag morgen blevet overfaldet og stukket med kniv flere gange i Randers.
Ifølge Østjyllands Politi er den mistænkte hendes tidligere kæreste. Han, der er 35 år, er blevet anholdt på banegården i Aarhus.
Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andreDen farlige vold skete omkring klokken 4.30 på den 22-årige kvindes adresse. Hun fik flere knivstik, som ifølge politiet var potentielt livstruende.
Hendes tilstand er stabil, og hun er uden for livsfare, fremgår det af en pressemeddelelse.
Gerningsmanden flygtede fra stedet. Først i en taxi og derefter i toget mod syd, oplyser politiet.
På banegården i Aarhus lykkedes det betjente at få fat i den 35-årige lidt over klokken seks.
Umiddelbart mener politiet, at manden forsøgte at dræbe kvinden.
Politiet ønsker dog ikke først på eftermiddagen at oplyse, hvordan den anholdte stiller sig til sigtelsen om forsøg på manddrab.
I et grundlovsforhør i Retten i Randers skal en dommer senere torsdag afgøre, om den anholdte skal varetægtsfængsles.
/ritzau/